Samarbejde med Hesteskadronen fra Gardehusarregimentet i Slagelse

Samarbejdet startede i efteråret 2013, hvor jeg blev inviteret som gæstelærer og konsulent til eskadronen af premierløjtnant Anne Lobanoff, som gennemfører miljøtræning for heste og ryttere.

De første tre konsultationer indeholdt nogle teorioplæg og arbejde med forskellige udfordringer med nogle af Gardehusarernes hestene.

Jeg var glad for at kunne bidrage med en ny tilgang og synsvinkel, og det var et meget behageligt samarbejde med de ansatte hos Gardehusarerne, da alle var yderst engagerede, seriøse og professionelle i deres tilgang til arbejdet med hestene.

Selv to smukke kladrubere fra de Kongelige Stalde deltog den ene gang, og jeg var beæret over, at jeg måtte dele min viden med nogle så erfarne ryttere og kuske.

Samarbejdet førte til en uges ophold af en delegation af Gardehusarer, som kom på intensivt kursus til mig i oktober 2014 med fire heste og fire ryttere. Staldteltet blev sat op i min roundpen, og lastbilen fortalte om royalt besøg i Lønne! 🙂

Der opstod et rigtigt godt samarbejde under kurset, hvor vi gennemgik læringsteori og læreprocesser, vejledningsmuligheder og ledelsesstile, effekten af positiv forstærkning m.m.

I det praktiske træning med hestene arbejdede vi bl.a. med grundpositioner og miljøtræning.
Både heste og ryttere lærte hurtigt, og vi var glade for at se, hvor afspændte hestene viste sig i dette set-up.

Tusind tak for et godt samarbejde!

Anne + Oliver, Helle + Mars, Ethan + Nimrod, Signe + Napoleon